HADSUND EGNSMUSEUMS HISTORIE. 7. del

Julekalender 7. Dec. 2014

I 1972 tog vi tre mand til Rosenørnsalle i København hos Harald Gade for at pakke og få hele den orientalske samling sendt til Hadsund med vognmand Overgaard. De tre var; Formand borgmester Tage Jespersen, kasserer Fournaise og undertegnede.

Hele samlingen blev anbragt på Rådhuset indtil 1975, hvor samlingen blev opstillet i østre ende af stuehuset på Rosendal.

Den orientalske samling Hadsund Harald Gade

I bestyrelsen havde vi flere forskellige tanker om udnyttelse af bygningerne, og vi blev enige om, at dette arbejde måtte vi have håndværkere til at udføre en stor del af. Derfor ville vi begynde med stuehuset, hvor det gamle paptag blev udskiftet med et nyt eternittag med udhæng, og murværket blev sandblæst udvendigt samt malet med plastikmaling. Vinduer og udvendige døre skulle fornyes. Jeg opmålte de tre bygninger og lavede tegninger med de planer om indretning, som vi i bestyrelsen var blevet enige om.

Dengang arbejdede jeg hos tømrermester Knud Højberg, som blev valgt til at forestå alt tømrer- og snedkerarbejde. Til malerarbejdet blev malermester Elmer Harbo valgt, da vi en dag i foråret 1972 havde fået den triste meddelelse, at Ernst pludselig var død. Som murer blev Hans Frederiksen valgt.

Tømrerne begyndte med det nye tag, og jeg lavede nye vinduer til de steder hvor karmene var væk, samt nye vinduesrammer til resten af huset og to nye udvendige døre med 2 tommers kvadder fyldninger med 10 fyldninger i hver dør. Selvom der kun var brug for en dør, blev der valgt to døre, så byggestilen bevaredes. I 1973 var vi færdige med det nye tag på stuehuset og Højberg var også mester for hvad der skulle laves inden døre, såsom en ny trappe til loftet og hele loftsrummet, som tidligere havde været brugt som dueslag. Gulvet blev rettet op, gulvplader lagt, skråvægge og skunke blev beklædt og isoleret.

I stueplanet blev gerekterne udskiftet med nogle gamle dørkarme og gerekter fra Villa Visborg, som var nedrevet. Alle gulve blev belagt med vinylfilt. 1973 blev bestyrelsen tilbudt brædderne, 2 x 5 tommer høvlet og pløjet, fra en nedtaget kornsilo. Det var et godt tilbud, som kunne bruges til loft ude i laden, borde i værkstederne og meget andet. Her brugte jeg mange fritimer til lægning af lofter, for det var meget svært at banke brædderne sammen i pløjningerne, men det blev dog færdigt.

ROSENDALS MUSEET Hadsund

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.