De første glashytter i DK

DE FØRSTE GLASHYTTER I DANMARK  UNDER VISBORGGÅRD  GODS  af Jørn og Egon Larsen

Emnet omhandler historie, fund og teorier fra de første glashytter i Danmark, som var i drift i
Glargårdene i sidste halvdel af 1500-tallet.

Forord til de første glashytter i Danmark og hele Norden.

Anno 1534, efter grevefejden med Skipper Klement og hans hær, der hær-
gede og plyndrede adelens godser, stod herremanden Enevold Seefeldt
med tre ødelagte godsers hovedbygninger, lige fra Dalsgård og Randrup
til slottet på Visborggård.
Disse skulle nu genopbygges, den første, i 1538, blev hovedbygningen
Dalsgård og hertil skulle der bl. a. bruges en del af det dyrebare
vinduesglas, som skulle skaffes til veje langvejs fra.
Muligvis her får godsejeren Enevold Seefeld tanken om selv at opføre
en glashytte til forfærdigelse af glasruder og finere glasvarer ved
brug af træ som brændsel fra Visborggårds store skovområder.
Men fra tanken til det blev virkelighed, var der dog lang vej og mange
besværligheder at overvinde, men trods alt dette lykkedes det for hr.
Seefeld, at få en glasmager fra Lübech med hele sin familie til at
drage så langt mod nord.
Glasmagerfamilien blev bosat i et mindre husmandssted ude i et skov-
område vest for Visborg og efter at glasmester Niels havde set på mu-
lighederne, gik han igang med opførelsen af en glashytte med ovne og
hvad dertil hører og hr. Seefeldts store drøm om at fremstille glas-
set lokalt, var opfyldt til stor glæde for alle.

Glasværksdriften i Glargårdene nævnes nu og da i skriftlige kilder
fra den tid:

Selve stedet er blevet nævnt som Glashytten og der kendes enkelte
bestillinger på glas, som da kongen bestilte nogle glas i 1552 og da
han senere i 1557 befalede lensmanden på Dronningborg at bestille 20
voger vinduesruder på Enevold Jensens glasværk, en ordre som må have
bestået af mindst 4.800  ruder fordelt i 40 kister.
Godsejeren skulle også have sendt nogle finere glasgenstande til Bir-
gitte Gøje og ruderne, der blev brugt ved opførelsen af Visborggård
1574-75 oplyses også, at være kommet fra eget glasværk. Endvidere
oplyses det, at glasmagerne muligvis skulle have blæst i glastrompe-
ter, da kongen på et tidspunkt besøgte Visborggård og glashytten
Først langt senere bliver stedet kendt som Glargårdene.

Lige siden barndomstiden i 1920’erne, har min far, Egon P. Larsen,
født i Møllegårdene nord for Glargårdene, hørt beretninger om og
gjort fund fra glasværksdriften i Glargårdene.
Det var dengang almindelig kendt blandt lokalbefolkningen, at der
engang havde været glashytter i området, ligesom der foreligger et
eksempel på, at glaserede sten fra ovnene, i 1800-tallet, er blevet
anvendt som pynt i et lokalt haveanlæg.

Mange år senere, i september 1964, var min far så ude i Visborg Brugs,
for at bestille service og der mødte han museumsdirektør Peter Riis-
møller fra Aalborg Historiske Museum, som han kendte fra tidligere i
forbindelse med stiftelsen af Hadsund Egns Museum.
“Goddag” sagde min far: “Nå, hvad går I så og laver her på egnen?”,
hvortil Peter Riismøller fåmælt svarede, at de for tiden var i gang
med udgravning af en glashytte i Glargårdene og at de nu var begyndt
på opmålingen og at han nu var i Visborg for at bestille Sofus Jensen
til at lukke udgravningen, hvilket denne, ligesom ved selve frilæggel-
sen, siden foretog med skovl og trillebør.

Det var denne sommer faldet i Peter Riismøllers lod, at foretage ud-
gravning af flere af renæssancetidens glashyttetomter i Danmark.
Han var begyndt nede i Glarbo området, ved Silkeborg, med udgravning
af glashytterne Hyttekær og Stenhule og sluttede nu af med udgravning
af Danmarks ældste glashytte, Tinsholt, i Glargårdene, med assistance
af stud. mag. Dorrit Andersen og stud. mag. Erik Levin Nielsen.

Riismøller havde fået lokaliseret glasværksdriften i Glargårdene ved
at indrykke en annonce i avisen og dette havde en cigarhandlerske i
Aalborg, Annegitte Larsen fra Møllegårdene, så reflekteret på, efter-
som hendes far tidligere havde været ejer af området, hvor glashytte-
tomten Tinsholt befinder sig.

På sidstedagen var vi så ude for at se, hvordan det gik med udgrav-
ningen.

Vi måtte endelig ikke betræde det udgravede område og selv erindrer
jeg kun udgravningen, som en stor grå flade og at Riismøller på et
tidspunkt bad mig hente den trebenede teodolit til opmåling inde på
en af gårdene i Glargårdene.

På et tidspunkt spurgte min far så Riismøller, om der ville blive
redegjort for udgravningen i bogværket Himmerland og Kjær Herred,
hvortil Riismøller på hans noget voldsomme, men samtidig humoristis-
ke facon svarede: “Nej, det ville være som en begravelse uden blom-
ster. Nej, det skal kunne læses syd for Alperne!”

Foruden Tinsholt glashyttetomt, var det endvidere lykkedes for Riis-
møller, med lokales hjælp, at lokalisere endnu en formentlig glashytte
(med en meter overjord), ved Glargårdene.
På forespørgsel fra min far om hvor denne glashytte befandt sig, sva-
rede han dog humoristisk vredladent: “Det oplyser jeg ikke!”
Senere kom han dog mere til besindelse igen og denne glashytte blev
så også noteret på kortet.

Men, som vi ved idag, efter udgravningen af denne lokalitet i 1995,
så viste det sig, at det i virkeligheden var den gamle glasmesters
boligtomt, han havde lokaliseret og at han havde haft en kælder under
sit hus.
Ved udgravningen af denne kælder blev der bl.a. fundet en del gamle
tagsten, så der er måske en vis mulighed for, at glasmesteren havde
noget så fint og usædvanligt for den tid som hus med tagsten og kælder.

Efter succesfulde udgravninger af glashyttetomter nede i Silkeborgom-
rådet, var Peter Riismøller kommet til Glargårdene, men her slap de
sidste penge dog hurtigt op og han blev tvunget til at afslutte ud-
gravningen og forlade området, fik vi senere at vide, så han fik
desværre aldrig selv mulighed for at overvære udgravningen af kælde-
ren og se fundene fra glasmesterens boligtomt, som han i sin tid
selv havde lokaliseret.

Én af hans sidste replikker før han forlod Tinsholtudgravningen: “Nå,
I museumsfolk, nu må I tage det, I vil have”.
Min far fandt så en større blok bestående af fritte, et forstadie til
glas, hvorefter Riismøller dog udbrød: “Nej, lad mig lige se”, hvorpå
han tog en spade og klappede denne blok midt over, så de kunne deles
om den.

Ved samtidige udtalelser i avisen gav han udtryk for, at de ville
fortsætte undersøgelserne efter glasbrug på egnen og håbede, der kom
mere frem, så man kunne finde frem til de karakteristiske ting for
egnens glasdrift.

Efterfølgende redegjorde han så i tidsskriftet Skalk for den tidlige
glashistorie i Danmark i artiklen Mester Trebings Glashytter.
Slutteligt udmøntede alt det historiske og udgravningsmæssige materi-
ale sig i bogværket Dansk Glas i Renæssancetid 1550 – 1650, forfattet
af historikeren Thelma Jexlev, museumsdirektør Peter Riismøller og
glasteknikeren, civilingeniør Mogens Schlüter, udgivet 1970.

Mange år senere, i 1990, kom der påny liv i glasværksagen i Glargår-
dene:

Gårdejer Anker Steffensen, i den søndre gård i Glargårdene, matr.nr.
18a, havde gennem flere år talt om nogle mærkelige røde pletter, som
han pløjede i ude på en af hans marker og på et tidspunkt var der i
museumsregi endog blevet sendt en sandprøve til Aalborg Historiske
Museum, men denne prøve var imidlertid kommet retur med besked om,
at det blot var rød sand.

Så i 1990 sagde min far til Anker Steffensen: “Når du får høstet rap-
sen, så kan vi se på det”

I eftersommeren 1990 blev der så gravet et hul ned i den største af
de røde pletter og op kom kraftig rødfarvet sand, ligeså rødt som
mørkerøde mursten.

Noget betaget af dette mærkelige fund yttrede Anker Steffensen der-
for ønske om, om der ikke kunne blive foretaget en jordprøveanalyse
og det blev derfor besluttet, at tage en spandfuld af dette sand med
hjem.

Ved kemisk analyse viste sandet sig så, at være ret jernholdigt i
form af jernoxyd Fe2O3.
Denne jernforbindelse starter som såkaldt vandholdig jernoxyd, også
kaldet for rust og besidder bl. a. den egenskab, at kunne blive mere
og mere rødfarvet, des mere den bliver brændt, ligesom denne jern-
oxyd også forårsager, at lertøj, tegl- og mursten kan blive rødfar-
vede ved brænding.

Dernæst blev der gravet en søgegrøft tværs over stedet og frem duk-
kede en flere meter bred rød plet i sandet, mest rød i midten.

Under den videre frilægning begyndte der imidlertid også at blive
gjort fund af nogle gamle glasskår fra renæssancetiden, som var me-
get velbevarede og ikke stærkt forvitrede, som det glas der kendes
ovre fra Tinsholt hyttetomten.
Ved også at søge på den omkringliggende mark øgedes antallet af
fund stærkt, med fund af vinduesglas, pibeafslag og andre rester fra
en glashytte, samt stykker af glaserede sandsten og stærkt forbrænd-
te mursten.

Disse fund på denne mark var noget helt nyt indenfor glashyttehisto-
rien i Glargårdene og helt i tråd med hvad Peter Riismøller i sin
tid havde yttret ønske om: “Det er vort håb, at vi må finde mere på
egnen, således, vi kan finde frem til de karakteristiske ting for
egnens glasdrift” og de nye fund gav endvidere stødet til de føl-
gende års udgravningskampagner i Glargårde området.

Oppe på toppen af bakken på den pågældende mark, havde vi også af-
dækket lidt af et bebygget sted fra jernalderen, hvor der også ind-
gik en lille rød plet, så det endte med at museumsinspektør Jan Kock
fra Aalborg Historiske Museum blev kontaktet.

Først beså han det afdækkede sted fra jernalderen oppe på toppen af
bakken, hvor han mente, at den lille røde plet kunne være aftryk af
en bageovn. Efterfølgende beså han det frilagte område på det plane
terræn ved foden af bakken og på baggrund af den store kraftigt rød-
farvede plet og de nye fund af gammelt glas og andre rester fra en
glashytte, mente han, at vi  muligvis var stødt på en ny glashytte-
tomt i Glargårdene og ønskede derfor, at få et mere omfattende område
frilagt.

Da vi senere viste ham nye glasfund fra denne mark, fik han øje på
et stykke gult glas og reagerede ved at sige: “Det er ikke herfra”,
hvorpå han lagde det til side.
Efter min far havde givet udtryk for, at det var fundet 30 cm nede
i jorden, forklarede Jan Kock så, at en god måde til at bevise, at
forskelligt farvede glas kunne være blevet fremstillet lokalt, be-
stod i om muligt at finde tilsvarende farvede pibeafslag, hvilket
også siden er lykkedes i dette samt i flere andre tilfælde.

Dette kan siges, at være en god dokumentation for, hvor meget de
nye og ofte fint farvede glasfund adskilte sig fra det hidtil kend-
te i Glargårdene, hvilket tidligere havde bestået i det som regel
forvitrede og mørkegrønne glas fra Tinsholt.

Af finere glasfund fra denne mark kan nævnes skår af drikkeglas,
en hank fra en glasmorter med røde glasrigler og et stykke af en
glittesten af glas, samt mange skår af vinduesglas, mest udført i
det mere eller mindre waldgrønne glas, men også i det gule, blå og
røde til det næsten helt farveløse glas.

Fundene af glaserede sandsten kan siges, at stamme fra en smelteovn,
i hvilken glasmagerne smeltede fritte til glas i store digler af
ildfast ler, for siden at puste glas deraf. Sandsten til slige ovn-
byggerier kunne ifølge historiske oplysninger bl. a. skaffes tilve-
je ovre fra Sverige.

På grund af de høje temperaturer og påvirkningen af alkaliske dampe
og tilførte askepartikler, blev disse smelteovne efterhånden helt
glaserede indvendigt og efter en driftsperiode på nogle måneder,
kaldet en ovngang, var både ovnene, opført af sandsten, samt dig-
lerne blevet så medtagne, at de måtte fornyes.

Skår af digler fra disse smelteovne, er der også gjort en del fund
af og skårenes krumning viser, at de stammer fra digler af samme
størrelse, som den oppe i Vendsyssel fundne digel, som har målene
1 fod høj og 2 fod bred.

Vi havde et godt og spændende samarbejde med museumsinspektør Jan
Kock og der blev efterhånden frilagt et større område af den for-
modede nye hyttetomt og gjort mange nye fund og sidst på året blev
stedet så opmålt.

Denne lokalitet har dog en ret kompleks historie, eftersom der er
gjort fund fra flere forskellige tidsepoker.

Det første vi stødte på, ved frilæggelsen af området, foruden de
røde pletter, var et lille bålsted opsat med flade sten og asken
fra dette bålsted viste sig, at indeholde en mængde små afsprængte
skår af lerkar.

Dernæst stødte vi på en grube med en mængde ornamenterede skår af
lerkar og da Jan Kock, efter at have konstateret, at de var fra
jernalderen, ellers ikke havde interesse i fundet, så bjergede vi
selvfølgelig selv skårene.

Endvidere stødte vi også på en med jord opfyldt grøft, hvor der
blev foretaget en prøveopgravning, hvorved det viste sig, at der
var tale om en grøft med deponeret affald fra endnu ældre tider.
De bevarede rester i grøften bestod af lerkarskår, hjertemuslinger
og blåmuslinger, samt dele af knogler og små snegle.

Jan Kock vurderede umiddelbart fundet til at være fra stenalderen
og det synes også, at være rimeligt nok, eftersom der dengang var
hav umiddelbart i nærheden. Det salte havvand var trængt ind i Ko-
rup ådal og denne havarm nåede næsten Glargårdene og der var den-
gang heller ikke langt til Mariager Fjord.
Siden er denne affaldsgrøft dog blevet udgravet af andre, som uvist
på hvilket grundlag har opgjort den til at være et sensationelt
fund i Østhimmerland af en affaldsgrube fra yngre bronzealder.

Som det fremgår af ovenstående, har der været menneskelige aktivi-
teter i området derude gennem årtusinder, hvilket komplicerer sa-
gen en del, men stedet må fortsat siges, at være et emne for forsk-
ning, ligesom et fund i Glargårdene af en rund stensat platform
med et tykt lag glasafskumning ovenpå, som synes at vidne om, at
der må have befundet sig en glashytte umiddelbart i nærheden.

I 1991 blev fundene, samt et album med fotos, så afleveret ude på
Aalborg Historiske Museum.
Ved denne lejlighed fik vi endvidere forevist museets glassamling,
samt Riismøllers fund fra Tinsholt.
Siden blev der holdt foredrag om de danske glashytter og fremvist
lysbilleder af fundene på selveste Visborggård.

Jan Kock havde dog ikke megen tid til rådighed, men vi ved, at
han arbejdede med planer om at få iværksat udgravningskampagner
i Glargårdene, som også siden er blevet realiseret og som vi ved
idag, så var det nok også sidste udkald, for at redde de sidste
spor af glasmagernes virke i Glargårdene.

Jørn og Egon Larsen

Hadsund, revideret maj 2010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.