En kort beretning om snedker- og tømrerfaget, som det formede sig i årene 1930 – 1960.
Først må vi lige se på forholdene, som de var i 1930, her i området, der i dag udgør Hadsund kommune. Dengang var området delt i 3 mindre sognekommuner hver med 1 a 2 sogne:
Skelund – Visborg kommune med 2 sogne og byerne Skelund, Veddum, Visborg, Glerup og den nordre del af Hadsund by.
Vive kommune med 1 sogn og byerne Vive og Østergårde, samt den søndre del af Hadsund by.
I 1937 blev Skelund – Visborg kommune og Vive kommune sammenlagt til Hadsund kommune, mens Als kommune forblev uændret.
Hvis vi nu først ser på fagenes fordeling i byerne uden om Hadsund kommune, var der for det meste en snedkermester eller en tømrermester, men der kunne også være en mester, der udførte såvel snedker som tømrerarbejde. Det var mestre, som havde ansat 1 eller 2 svende og 1 eller 2 lærlinge.
I Hurup var der en snedkermester og en tømrermester.
I Als var der en snedkermester med en nybygget møbelfabrik med maskiner og samleværksted.
I Veddum var der en snedker- og en tømrermester med en hånddreven båndsav.
Skelund havde såvel en snedkermester og en tømrermester med maskiner, samt en møbelsnedkermester med møbelværksted i 2 – 3 etager, med maskiner i underetagen og samleværksted med videre ovenpå. (herom senere).
I Visborg forefandtes en snedkermester og en tømrermester, begge uden maskiner.
I Glerup var der en snedkermester, der udførte såvel snedker – og tømrerarbejde. Han havde et stort værksted med snedkerimaskiner, samt en stor tømmerrundsav.
Og endelig fandtes i Hadsund by, i 1930, to tømrermestre med tømrer Niels M. Palgård og tømrer Marius Pedersen, hver med 2 – 3 svende, samt lærlinge og bygningssnedkermester C. J. Godballe, der kom til Hadsund omkring 1920 og byggede et to etages maskinsnedkeri med maskiner i underetagen og med samleværksted med 8 høvlebænke i den øverste etage. Godballe havde flere svende og 3 – 4 lærlinge.
Desuden var der her i Hadsund to møbelsnedkerier. Det ene sted var der to snedkermestre, Rolin og svigersønnen Spelling, som havde et større møbelværksted med maskiner og samleværksted, samt en stor møbelforretning, hvor de udstillede og solgte deres møbler, desuden fremstillede de mange møbler på bestilling. Hos Rolin og Spelling var der 3 – 4 lærlinge.
Den anden møbelsnedkermester hed F. Høppner, der også havde værksted med maskiner og samleværksted, samt møbelforretning. Størstedelen af møblerne hos Høppner blev lavet på bestilling.
Høppners søn Trykvi var svend i foretagenet og de desuden 1 – 2 lærlinge.
I Hadsund var forholdene mellem tømrere og snedkere meget skrapt opdelt. Tømrerne lavede kun tømrerarbejde, såsom tagværk, gulve og trapper, mens snedkerne lavede vinduer, døre, inventar samt lidt møbler. Det blev nærmest betragtet som en forbrydelse, at træde lidt over stregen.
Midt i 30’erne kom der imidlertid en ny snedkermester Pedersen til byen. Pedersen byggede et værksted, indsatte maskiner og dermed kom begyndelsen til at få løsnet de snærende bånd.
Den næste bygningssnedkermester Jens Lunde startede i 1940 med værksted og maskiner i kælderen under hans hus.
Men det store brud mellem snedker- og tømrerfaget kom først i 1943, men den yngre generation af mestre, da tømrermester Jens Thorup byggede værksted og indsatte snedkermaskiner, samt ansatte en snedkersvend sammen med tømrersvendene.
I 1945 fulgte tømrermester Knud Højberg i Thorups spor med snedker- og tømrersvende sammen og det var der ingen problemer i.
I de fem mørke år 1940 – 45, under den tyske besættelse af Danmark, opstod der mange restriktioner og der var rationering af vores mange dagligvarer, ja stort set alt, og efterhånden kom der flere og flere erstatningsvarer. Lige efter den 9. april blev der krævet af tyskerne, at alt skulle mørklægges, der måtte ikke slippe det mindste lys ud. Der var mange vinduer at mørklægge, så det blev en opgave for os lærlinge.
I begyndelsen lavede vi rammer, der passede til vinduerne med sort papir på, men senere blev det til en slags rullegardin.
Efter et års tid blev det meget vanskeligt at holde cyklen kørende, for det var ikke til at skaffe ny dæk mere. Jeg kom både til at køre på træfælge og sidst på fast gummi, men det kunne hjulene ikke holde til.
For tømrer- og snedkerfaget kom der også til at knibe med materialer og det var lige fra træ, søm og beslag. En del søm og beslag blev lavet af en slagt legering, men det var ikke særligt holdbart.
Til tider kunne vi dog være heldige, at købe en pose gamle rustne udrettede søm.
Dette er kun lige et par ord om en del af vores besvær dengang.
Tømrer- og snedkerlærlinge.
Læretiden var på 4 år for begge fag og der var også de samme gældende regler i lærekontrakten, som skulle skrives inden læretidens begyndelse. Dengang var de fleste lærlinge på egen kost og logi.
Her tager vi lige et uddrag af den kontrakt, som jeg selv kender mest til, nemlig den som bygningssnedkermester Godballe skrev i 1939.
Fra 1. maj 1939 til maj 1943, med 6 arbejdsdage om ugen fra kl. 08:00 til kl. 17:00 og lønnen var det første år 25 kroner om måneden, på egen kost og logi, en løn som de følgende år skulle stige med 5 kroner om måneden, så den kom op på 40 kroner i 1943 og dertil skulle min sygekasse også blive betalt.
Tømrer- og snedkerlærlingene skulle gennem læretiden have en grundig gennemgang om alle grundregler for de forskellige samlinger vedrørende faget og behandling af de forskellige materialer, samt en grundig lære om værktøjets brug og dets vedligeholdelse.
Hadsund Tekniske skole bygget 1914.
Alle lærlinge skulle gå i teknisk skole i vinterhalvåret, fra oktober til april, fire aftener om ugen, fra klokken 18:00 til klokken 20:00.
Dengang var vi flere lærlinge, der ikke kunne nå hjem og skifte tøj ingen skoletid, og derfor havde vores mad og skiftetøj med på arbejde.
I Teknisk skole blev lærlingene undervist i dansk og regning af en eller to lærere fra Realskolen, mens murermester Børge Christensen underviste i frihånds- og fagtegning og murermester Peter Andersen underviste i geometri, projektering og fagtegning.
De 4 års læretid afsluttedes med svendeprøven og den begyndte i marts måned i Teknisk skole, hvor vi skulle udføre selve tegningen til svendeprøven og når tegningen var blevet godkendt, så skulle vi gå i gang med selve svendeprøven.
I de dage, som svendeprøven var sat til, var lærlingene under kontrol af forskellige skuemestre.
Tømrerlærlingenes svendeprøve bestod af forskellige tømmerarbejder eller en del af ¼ svings trappe.
Bygningssnedkerlærlingens svendeprøve skulle efter 1940 udføres af hårdt træ og kunne være et vindue med fire rammer og krydssprosser eller en udvendig dør med fylding og krydssprosser.
Møbelsnedkerlærlingens svendeprøve bestod som regel af et eller andet møbel.
Efter 1955 blev skolegangen på Teknisk skole ændret, så lærlingene ikke mere skulle gå i skole om aftenen, så de i stedet for skulle gå på en dagskole.
Afslutning.
Her slutter vi med nærmere omtale af det landskendte snedkerfirma i Skelund by, hvor den tredje generation af den kendte snedkerslægt Ibsen Sørensen, Skelund, residerede med snedkermester Christian M. Sørensen, der blev født i Skelund i 1888 og døde i 1962, 74 år og som var gift med Jensine Anine Sørensen, der efter sigende var født i Solbjerg sogn 1889 og døde i Skelund 1937.
I familien var der 6 børn, en datter Kristine og 5 sønner, Søren Peter var sømand, Ole boede på Bornholm, Poul var maler, mens Johan og Ib gik i slægtens spor som snedkersvende, men de fortsatte dog ikke i familiefirmaet i Skelund, men emigrerede i stedet til Australien med deres familier.
Christian M. Sørensen overtog i 1915 snedker- og tømrerfirmaet efter hans far Søren Peter Sørensen, kaldet Ibs Søren.
Chr. M. Sørensen flyttede derefter virksomheden til en lokalitet midt i Skelund by, hvor han efter flere genopbygninger endelig fik opført den store 3 etagers bygning, med et stort maskinværksted i den nederste del og samleværksted med høvlbænke i den mellemste etage og aller øverst oppe var der lokale til lakering og færdigbehandling af møblerne, samt alt det andet der blev lavet på værkstedet og endelig var der en stor møbelforretning ud mod gaden, hvor møblerne blev udstillet.
Skelund jævnstrøms elværk fandtes også i den store bygning, lige ved siden af maskinværkstedet, med to store diselmotorer, der forsynede hele Skelund by med jævnstrøm.
Chr. M. Sørensen var valgt til elværksbestyrer og forestod den daglige drift af elværket og sådan kørte det gennem årene frem til omkring 1949 – 49, da det lille elværk ikke mere kunne klare det voksende strømforbrug. Skelund by og omegn blev derfor tilsluttet Himmerlands elforsygning og derved overgik de samtidig fra jævnstrøm til vekselstrøm.
Chr. M. Sørensen stod derfor overfor, at skulle udskifte alle hans jævnstrømsmotorer, men han besluttede derfor i stedet at overtage de store elværksmotorer og at køre videre med en af dem, for at få lys og kraft på værkstedet.
Derved kom vi, hans ansatte mandskab, til at stifte bekendtskab med det store svinghjul, når man hver morgen skulle have svinghjulet op i omdrejninger, hvilket krævede 3 mand ved svinget og 1 mand ved pinden (ventilløfteren), det vil sige, at når vi havde hjulet oppe i fart blev pinden trukket ud og motoren gik i gang, så vi kunne få lys og kraft på værkstedet, så dagens arbejde kunne begynde.
På værkstedet blev der brugt meget tørt og vellagret træ. Træet blev først ranket op med strøer imellem (d.v.s. stablet op med pinde imellem) og skulle så ligge til vindtørring og der var en tommelfingerregel om, at varigheden af denne tørring skulle være på 1 år pr. tomme af træets tykkelse. Derefter kom træet i tørrestue, hvis man var så heldig som Sørensen, der var blandt de få, som selv havde en tørrestue med alt hvad dertil hører. Når tørrestuen var i brug, var det også Sørensen selv, der passede på, at alt gik lige efter Teknologisk Instituts opskrift, ja det var en hel videnskab, at tørre træ og der blev altid vogtet over luftens fugtighedsgrad.
Her skal også lige nævnes den varme lim, som tidligere var en uundværlig del inden for faget.
Det var en plade eller perlelim, der først skulle sættes i blød, før den kunne varmes op på limovnen i de kendte limpotter med vandbad, for limen måtte ikke koge.
Dengang havde vi også en slags koldlim af kasseinpulver, der skulle røres sammen med vand. Med disse to slags lim klarede vi os tidligere godt med gennem årene, men få år efter krigen, blev der skrevet en del om kunstharpikslim, der var vandfast og havde andre gode egenskaber. Da dette var nyt og ukendt for os, kontaktede Sørensen Teknologisk Institut og de sendte en par mand, for at fremvise og vejlede os i brugen af denne nye lim, Orealimen, der var en tokomponentlim, som skulle blandes med hænder lige før brugen og fik også at vide, at vi skulle omgås limen med varsomhed, undgå at få lim på huden, da det kunne give udslet og eksem, hvilket vi senere måtte sande rigtigheden af. Derved mødte vi den første form af ny lim med det efterfølgende væld af mange forskellige lime.
Christian M. Sørensen var en meget afholdt mand og dygtig snedkermester med gode evner indenfor faget, bl.a. ved drejebænken, når der var noget, der skulle drejes eller et stykke billedskærearbejde, det var han også mester i.
På Sørensens ældre dage blev han også skibssnedker, ved at bygge sin egen store motorbåd med kahyt og alt hvad dertil hørte. Sørensen lavede selv det hele lige fra tegningerne og opmålingerne. Først byggede han dog lige en model af drømmeskibet og der blev holdt fest ved denne models stabelafløbning. Den store motorbåd blev bygget i et skur bag ved værkstedet og eftersom skibet tog form, så måtte skuret udvides og taget hæves. Ligesom andre store skibe måtte Sørensens skib også bygges færdig på vandet efter stabelafløbningen. Skibet blev færdigt og Sørensen kom ud at sejle flere gode ture på det våde element.
Det vil nok føre for vidt her, at nævne alt hvad der er blevet lavet på Sørensens værksted i årenes løb af møbler og meget andet.
Det kan lyde helt utroligt i dag, men der er sandt, at der i radioens spæde barndom, var en radiofabrik i Als hos ejer Ejner Laursen og radio og højtalerkasserne af træ dertil blev fremstillet på Sørensens værksted i Skelund.
Op gennem 40’erne blev der her fra værkstedet lavet inventar til flere FDB forretninger rundt omkring i landet. Det var et emne, som Sørensen meget gerne fortalte om og der var adskillige gode beretninger, især når de kørte rundt med så stort et læs på lastbilen, at de elektriske tråde skulle løftes op, så de kunne køre under med hele læsset i god behold.
Christian M. Sørensens fingeraftryk findes også i flere skolers inventar rundt omkring i Himmerland, her i vilkårlig rækkefølge: Korup, Øster Hurup, Solbjerg, Als og Mejels. I disse skoler er der lavet inventar såsom skolekøkkener og bøgetræs skoleborde og bænke.
Bælums nye skole blev tegnet af arkitekt Skyum og til denne skole leverede Sørensen inventar til Fysik og naturhistorielokalet med laboratoriebejsede bordplader, samt alt inventar til skolekøkkenet.
Med snedkerarbejdet ved Hadsund nye skole, hvor Sølgård og Sørensen var sammen om hele inventaret, ud over det nævnte i Bælum skole, så lavede vi også alle døre, samt 65 stk. perspektiv vinduer med koblede teaktræsrammer udvendig. Til sammenligning af disse vindueskarme og teaktræsrammer, blev den tidligere omtalte vandfaste Orealim brugt for første gang på værkstedet i Skelund og der kom mere nyt på værkstedet, da den første overfræser blev anskaffet til brug ved nedfræsningen af alle beslagene i de nævnte vinduer.
Dengang Aalborghallen blev bygget, var Sørensen også med blandt håndværkerne, idet der blev leveret en serie flotte sminkeborde, samt nogle køjesenge til hallen.
Vi slutter i Als Biografteater, hvor Sørensen leverede de lange bøgetræs stolerækker.
2003
Møbelsnedker Per Bech Jeppesen, Veddum.
Bygningssnedker Egon P. Larsen, Hadsund.
